VOKSNE MED KOL SØGES ___________________________ Projektet PASVAB søger voksne deltagere med KOL til gennemførelse af et kontrolleret indeklima eksponeringsforsøg, der skal undersøge de eventuelle helbredsmæssige konsekvenser af e-cigaretter. Baggrund En
elektronisk cigaret (e-cigaret) består overordnet af et batteri, en beholder
med e-væske og en brænder, der opvarmer og omdanner væsken til luftbårne
partikler. Der er på nuværende tidspunkt betydelig usikkerhed om de mulige helbredsmæssige
konsekvenser af e-cigaretter både med og uden nikotin. Ligeledes mangler der
viden om, hvordan den passive udsættelse for dampe fra e-cigaretter påvirker de
mennesker, der udsættes for det. Formålet
med vores undersøgelse er derfor at undersøge dampe fra e-cigaretter og deres
kortsigtede påvirkning af helbredet hos personer med følsomme luftveje pga.
Kronisk Obstruktiv Lungesygdom (KOL). Hvem kan deltage? Voksne, som opfylder følgende kriterier: - Har symptomgivende KOL
- Er ikke-ryger (minimum røgfri i 6 måneder)
- Ikke er udsat for rygning > 30 min./dag
- Ikke er overfølsom overfor indhold i e-cigaretter
- Ikke har høfeber
- Ikke har misdannelse af næsen
- Ikke har klaustrofobi
Har du anden alvorlig
sygdom, kan det være, at du ikke kan deltage, men det snakker vi om pr. telefon. Hvad går forsøget ud på? Selve forsøget kræver, at du kommer til en forundersøgelse (ca. 1,5 time) samt 2 dage med forsøg (hver gang i tidsrummet 09.00-19.00). Forsøget gennemføres som et eksperimentelt studie, hvor i alt 36 voksne udsættes for henholdsvis ren luft og luft med damp fra e-cigaretter. Forsøget gennemføres ved, at du (og 2-3 andre) skal opholde jer ca. 4 timer i vores klimakammer. Under opholdet i klimakammeret vil I blive udsat for dampniveauer svarende til, hvad der kan forekomme i private hjem og ude i offentligheden, på restauranter osv. Vi forventer, at du højst oplever forbigående gener og slimhinde-irritation svarende til, hvad du kan opleve i indeklimaet. Undersøgelsen forventes afviklet i løbet af foråret 2017. Hvad måler vi? Forløbet planlægges individuelt
og tilpasses så vidt muligt deltagerne. Under forsøget vil vi måle dine gener
og ubehag ved hjælp af et spørgeskema på en computer. Desuden vil vi gennemføre
en række målinger, der skal belyse hvordan du reagerer på udsættelsen for damp
fra e-cigaretter. Vi måler f.eks. udåndingsluft, næsevolumen, lungefunktion og
tager blodprøver. For at kunne vurdere resultaterne af undersøgelsen, er det
vigtigt, at du følger de instrukser, der er fastsat, og møder til de aftalte
tidspunkter. Ulempegodtgørelse Som forsøgsperson modtager du en kompensation (B-skattepligtig indkomst) på 1.000,- kr. pr. forsøgsdag, som udbetales efter endt deltagelse. Kontaktinformation Er du interesseret i at
høre mere om PASVAB, beder vi dig kontakte Karin R. Laursen på tlf. 21 55 15 09
eller via e-mail krl@ph.au.dk eller Vibeke H.
Gutzke på tlf. 28 99 24 03 eller via e-mail vhgu@ph.au.dk. Vi sidder ved telefonen på hverdage mellem 09.00 og 15.00. Forsøget udføres i
samarbejde med Overlæge Elisabeth Bendstrup, Lungemedicinsk afdeling på Aarhus
Universitetshospital. Forsøget er godkendt af Den Videnskabsetiske Komité i
Region Midt og udføres efter nationale og internationale regler for
datasikkerhed. Alle data om deltagerne
vil være fortrolige. Du kan som forsøgsperson til enhver tid melde fra, uden at
dette på nogen måde får betydning for dig. Forsøgspersoner er beskyttet af
statens og Universitetets selvforsikringsordning. Projektet er finansieret af
Realdania forskning. Den projektansvarlige er Torben Sigsgaard, professor,
ph.d., Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet, tlf. 28 99 24 26, e-mail ts@ph.au.dk.
|