Bookmark and Share
 


Postprandial regulering af arteriel blodgennemstrømning i mave-tarm-kanalen hos patienter med Parkinsons sygdom: Et dynamisk MR-scanning studium

 
Du kan muligvis deltage i dette forsøg hvis du:
  • Er mere end 50 år gammel.
  • Er diagnosticeret med Parkinsons sygdom

MR-forskningssektionen på Hvidovre Hospital søger forsøgspersoner med Parkinsons sygdom til et projekt, hvor vi ved hjælp af MR-skanning vil undersøge reguleringen af blodgennemstrømning i mave-tarm-kanalen ved Parkinsons sygdom.


Hvem kan deltage?

Du kan deltage i dette forsøg, hvis du:

  • Er over 50 år gammel

  • Er diagnosticeret med Parkinsons sygdom

  • Ikke har/har haft andre neurologiske eller psykiske sygdomme

  • Ikke har sukkersyge (Diabetes)

  • Ikke har udtalt luftvejs-, hjerte- eller leversygdom

  • Ikke har pacemaker eller andet implanteret elektronisk apparatur

  • Ikke har klaustrofobi


Forsøgets formål:

Dette forsøg har til formål at undersøge ændringer i blodgennemstrømningen af mave-tarm- systemet efter indtagelse af et måltid i personer ramt af Parkinsons sygdom.
Desuden er formålet at teste om personer med Parkinsons sygdom, som har ændringer i blodgennemstrømningen af mave-tarm-systemet, også har ændringer i passagehastigheden i mave-tarm-kanalen.


Tidspunkt og varighed:

Forsøget består af to dele, som består af henholdsvis en og fire forsøgsdage.
Første del af forsøget består af en dag med MR-skanninger før og efter du har indtaget et standardiseret måltid. Dette forventes at vare 2-3 timer.
Anden del af forsøget er valgfrit og består af fire dage, hvor du den første dag vil få et måltid, der indeholder radioaktive sporstoffer, hvorefter der med skintigrafi vil blive taget billedoptagelser for at følge sporstoffernes passage gennem mavesæk, tyndtarm og tyktarm. Den første dag forventes at vare 7 timer. De resterende 3 dage forventes at vare 30 minutter pr. dag.


Sted:

Hvidovre Hospital
Radiologisk Sektion & Klinisk Fysiologisk/Nuklearmedicinsk Sektion, Funktions- og Billeddiagnostisk Enhed.
Kettegård Allé 30, 2650 Hvidovre.


Metode

I forsøget anvendes MR-skanning til at undersøge regulering af blodgennemstrømning i mave- tarm-kanalen. Imellem MR-skanninger vil blodsukkeret blive målt vha. et blodsukkerapparat, samtidig med at du vil skulle besvare to spørgeskemaer om hhv. symptomer relatereret til Parkinsons sygdom og fordøjelsessymptomer.

I forsøgets anden del vil du blive undersøgt ved hjælp af skintigrafi med det formål at fastslå passagehastigheden gennem mavesækken, tyndtarm og tyktarm samt tømningshastighed af mavesækken. 


Bivirkninger, risici og ubehag

Ved MR-skanning er der ingen medicinske bivirkninger, undtagen for personer, der har metal eller implantater i kroppen. Vi spørger derfor ind til disse forhold inden undersøgelsen. Under MR- skanning oplever nogle pladsmangelfornemmelse (klaustrofobi) og svimmelhed. Dette kan være forbundet med ubehag, men er ufarligt og går over af sig selv.

Ved skintigrafi-undersøgelsen er der ingen bivirkninger og komplikationer.
Den effektive stråledosis man udsættes for ved deltagelse i forsøget, er på 2,67 mSv. I Danmark er baggrundsstrålingen i gennemsnit 3 mSv pr. år. Det betyder at den mængde stråling man modtager i forbindelse med deltagelse i forsøget, svarer altså til en lidt mindre stråledosis, man på 1 år får fra den naturlige baggrundsstråling i Danmark.

Obs: For at kunne deltage i forsøget, behøver du ikke at pausere din parkinsonmedicin.


Betaling

Du vil få refunderet udgifter til transport i forbindelse med forsøget.


Kontakt og tilmelding

Hvis du er interesseret i at høre mere om projektet eller har interesse i at deltage, kan du kontakte lægestuderende, Thomas H. Siebner:
Telefon: 53226851
E-mail: thomas.hartwig.siebner@regionh.dk

 
 
 
 
Godkendt af etisk komité med journalnummer: HS-:H-18054923
 


Thomas Hartwig Siebner
Hvidovre Hospital, MR-Forskningssektion
Kettegård Alle 30
2650 Hvidovre
Tlf: 53226851
thomas.hartwig.siebner@regionh.dk