Forsøget omfatter 2 forsøgsdage af ca. 6,5 timers varighed. Begge forsøgsdage foregår på Endokrinologisk forskningsafsnit 159 på Hvidovre hospital, Kettegårds Allé 30, 2650 Hvidovre. Den ene forsøgsdag vil du få indgivelse af hormonet ghrelin og den anden forsøgsdag placebo (saltvand). Rækkefølgen af de enkelte forsøgsdage er tilfældige, og du vil som forsøgsperson ikke få oplyst, hvilken indgivelse du får før efter begge forsøgsdage. På forsøgsdagene vil du ligge i en hospitalsseng under hele forsøget.
Du skal møde fastende til begge forsøgsdage. Du starter med at få lavet en DXA-scanning og en bioimpedans-måling, der begge er kropskompositionsanalyse til bestemmelse af muskel- og fedtmasse. Herefter anlægges en dropnål (venflon) i hver albuebøjning til henholdsvis blodprøvetagning og indgivelse af ghrelin/saltvand/sukker (glukose) og insulin.
Vi starter med at udtage blodprøver. Herefter indgives ghrelin eller saltvand samt mærket glukose, hvilket også kaldes en isotop og har til formål at måle dit sukkerstofskifte samt, efter to timer (120 min) indgives ikke-mærket glukose af en omgang. En yderligere en time (180 min) opstartes en såkaldt clamp. Clampen måler din følsomhed for hormonet insulin, altså din evne til at optage sukker i kroppens væv. Clampen består i at indgive insulin og samtidig sukker i et niveau, der holder blodsukkeret stabilt. Clampen tager 2,5 timer. Indgivelse af ghrelin/saltvand forsætter under clampen. Der udtages løbende blodprøver. Du vil blive tilbudt et måltid mad og noget at drikke, inden du går hjem |